Mandag den 18. november i Bangkok – Oriental City. Også i den grad. Selvom vi ankom klokken 23.30 til hotel Menam, står de tjenende ånder parat til at bringe os på plads i et særdeles lækkert værelse med udsigt direkte til floden. Værelset var endnu flottere end det vi boede i i 1993, uh altså, jeg synes alt er perfekt.

                                                            Hotel Menam, Bangkok, Thailand.

    Vi benyttede noget af dagen til at besøge den danske ambassade for at høre, hvad der egentlig sker med Mørkhøj, Wisets, besøgsvisum. De havde intet hørt fra Udlændingestyrelsen om, at sagen var genoptaget! Vi fik en ganske venlig betjening på ambassaden. Faktisk sagde de, at de kunne se, at Udlændingestyrelsens politik var, at reducere arbejdsstyrken, så sagerne blev hobet op. Det er en skændsel for vort land og vort demokrati. Men vi ser nu lys forude.

    Vi fandt ”metrostationen” på Silom Road – bygget siden vi var her sidst, fandt ud af billetsystemet, og kørte så ned til floden, hvor vi tog hotellets båd tilbage. Turen med taxa havde kostet os 300 Baht. Hjemturen kostede 40 Bath. Og den var meget sjovere.
    Om aftenen ind til Silom Road igen, denne gang med den lokale ”sporvognsbåd”, som går fra templet få veje fra hotellet. Indkøb på natmarkedet efterfulgt af en herlig aftensmad med vores gode supper, som sidste år da vi var her med Karsten.
    Det har været en dejlig dag.

Tirsdag den 19. november sejlede vi ind til Wat Mahathat, som ligger lige ved siden af Wat Phra Kaeo og Grand Palace, og gik på opdagelse i amuletmarkedet, som er Thailands vigtigste og største. Handelen med amuletter er en kæmpe forretning, og der var amuletter i alle afskygninger, og de blev solgt af folk siddende på gaden eller fra fine glasmontre. Folk vrimlede rundt mellem hverandre med lup og med det formål at gøre et kup. Munke kommer til markedet for at sælge og købe amuletter. De mest værdifulde handles til priser på tocifrede millionbeløb. De billigste – og de fleste – kan erhverves for 5 baht.

    Det er utroligt, som vi efterhånden bevæger os rundt på steder, jeg for ti år siden ikke engang turde kaste et blik på. Men ikke et øjeblik har vi følt os usikre. Thai’er er så imødekommende og smilende, så man ikke kan blive andet end glad. Og når Mogens fotograferer takker folk!
    Den offentlige båd tilbage til templet ved siden af hotellet koster 10 Bath.

    Det er i aften, Loy Krathong, afholdes i Bangkok. Siden vi ankom har der alle steder været stor aktivitet med at fremstille fine både af palmeblade og lotusblomster kunstfærdig pyntet med lys og røgelsespinde. Disse både sættes ud i vandet ved fuldmåne. Det er i aften. Nogle siger, det er til ære for vandets ånder, andre mener, at deres synder bæres bort, men det er også en bøn om en god høst. Loy Krathong er  regntidens ophør og rishøstens begyndelse.

    Menam holder en stor fest, og der er pyntet op med de smukkeste blomsterdekorationer og lys overalt. Der afholdes én fest for alle turisterne med spisning og underholdning på restauranten ud mod floden Chao Phraya for den nette sum af 2.800 Bath, men så for man også to drinks. På morgenmadsrestauranten afholdes en lige så stor Thaifest. Her er der samtidig tale om en skønhedskonkurrence, og hele eftermiddagen er bedårende, sminkede, smukt påklædte fnisende piger ankommet. De unge fyre er i de blå traditionelle skjorter med skærf omkring livet i masse forskellige farver. De ser herlige ud og fister ind mellem hinanden for at fotografere.
    Jeg købte et par store, flotte dekorerede åkander af nogle piger i en af sidegaderne til 10 Bath stykket, så vi skal også sende vores både ned ad floden, men festen undgår vi.

                        Inge får tændt sit lys og sætter blomsten med det tændte lys ned på floden Mae Nam Chao Phraya.

    I stedet en herlig aftensmad i restauranten med rødvin til. Lidt genert spurgte vores dejlige værtinde, som har serveret for os de sidste par dage, om vi ville udfylde et lille spørgeskema, og da Mogens anførte hendes navn, under rubrikken : Særlig god service fra…….., rødmede hun af glæde og for ud og viste de andre det. Megen snak og latter.
    Klokken 22 vandrede vi ned til floden, hvor lyset og røgelsen i vores blomsterbåde med stor andægtighed blev tændt, hvorefter de forsigtigt på et stort skovlblad blev sat ned i vandet af en ung thai i folkedragt. Her blandede vores blomster sig med alle de tusinde andre både der med stor hast sejlede ned ad floden. Det så meget festligt ud. Og der må være brugt utallige timer på det. Thaierne bor for de flestes vedkommende meget fattigt (syntes vi) og usselt. Alligevel har de øje for denne skønhed i blomster, traditioner og udsmykninger.
    Det har været en dejlig dag.

Onsdag den 20. november skulle vi med det første fly til Udon Thani klokken 6.50. Det betød, at vi skulle meget tidligt op. Men morgenmaden kunne vi sagtens få. Den serveres nemlig fra klokken 5 om morgenen. Det er også et herligt tidspunkt at køre igennem Bangkok på til lufthavnen. Turen til Udon Thani varede kun 50 minutter, alligevel fik vi serveret  morgenmad, med omelet og frugt, og jeg tror Mogens nåede at få serveret og drukket 6 glas juice.
    Det anses for uhøfligt, at kvinder ser på munke, tiltaler dem eller kommer for tæt på dem. I lufthavnens ventesale er der placeret specielle sofaer til dem i stedet for vores plastiksæder. En ung europæisk kvinde blev venligt, men bestemt rykket væk fra nogle munke, som sad ned i bussen ud til flyet. Samtidig fik thaipassageren vendt hende om, så hun stod med ryggen til munkene. Alt sammen gjort smilende og uden at hun forstod en brik af det hele.

                                                                 Pakanas familie tager imod os i Udon Thani.

    Vores søn, Sebastian, har ikke blot giftet sig med en pige fra Thailand. Han har giftet sig med en halv landsby. Om (Chalita) og De Da skulle møde os i Udon Thani, hvor den lejede bil ventede på os. Derfor havde vi bestilt vores gamle ven, chaufføren fra landsbyen, til at bringe dem, således at vi undgik 2 timers kørsel til og fra landsbyen.
    Men hvilken velkomst vi fik. Hele familien tog imod os med åbne arme og blomsterkranse. Der var altså ikke et øje tørt. De Da og Om så ud til at glæde sig, men de er utroligt generte. Vi har en stærk mistanke om, at deres engelskkundskaber er meget minimale.
    ”Turen til Thailand”, Politikens udmærkede rejsebog havde spillet os et pus. Der er angivet en afstand mellem Udon Thani og Chiang Mai til 400 kilometer. En tur, vi mente, ville være overkommelig på en dag. Ved indkøb af vejkort viste det sig imidlertid at være den dobbelte afstand. Det havde Mogens dog opdaget for et par dage siden. Vi havde forudbetalt hotellet i Chiang Mai. Det bedste ville være, om vi kunne være fremme inden aften. Med en overnatning undervejs, ville vi få alt for lidt tid i Chiang Mai.

                                                 En lille hvilepause på den lange vej fra Udon Thani til Chiang Mai.

    Lad mig nøjes med at sige, det var en meget, meget lang tur. Der var en del bjergkørsel, og Om blev køresyg og kastede op flere gange. Så i en lidt elendig forfatning ankom vi i mørke til Chiang Mai. Et inferno er ikke et forkert ord at benytte. Chiang Mai er en stor by. Her havde man åbenbart valgt denne aften til afholdelse af Loy Krathong, så gaderne var mildest talt proppet med biler – og især motorcykler – der alle sammen skulle ud og fejre deres Loy Krathong bestemte steder. På floden, eller rettere sagt, på byens gamle fæstningsvoldgrav, rundt om centrum, flød den ene kæmpe lluminerede blomsterdeko- ration efter den anden, og det hele var bare så overvældende, at man kunne sætte sig til at tude. For hvordan i alverden skulle vi finde vores hotel, eller bare gaden, det lå på? Kun hvis man har set vejskiltene i Thailand, kan man forstå vores situation.

    Men store piger og drenge tuder ikke. Vi kørte dog hjælpeløst rundt i et par timer, spurgte om vej, kørte forkert, spurgte om vej, kørte forkert, men hele tiden kredsede vi om det samme område. 0 hotel! Ved en fejltagelse kørte vi ned til en parkeringskælder til et indkøbscenter og spurgte fortvivlet vagten om vej til Lotus Pang Hotel. Han smilede, som alle i Thailand gør, og viste os ned i parkeringskælderen. Gisp. Vores hotel lå i et indkøbscenter! På den anden side af parkeringskælderen var der den flotteste hotelindgang, og vi fik anvist en fin p-plads til bilen og kufferterne blev straks fjernet af en portier.

    Vi har aldrig set noget lignede. Ungerne var ved at tabe både næse og mund. Enormt må være den rigtige betegnelse.  De Da har aldrig været uden for landsbyen. Vi var overvældede. Hvordan i alverden må børnene have haft det. Op med 2 forskellige elevatorer. Om satte sig på hug og gemte hovedet, da vi kørte op i glaselevatoren, mens etagerne forsvandt under os. Det var første gang de to prøvede en elevator.

    Så blev vi installeret i to kæmpeværelser, og udmattede drattede vi om. Det har været en meget lang dag, hvor vi ikke havde timer nok til at nyde den smukke natur, og hvor Mogens havde nok at gøre med at bringe os frelste gennem en ubeskrivelig trafik. At trafikken var slem i Chiang Mai kan man selvfølgelig sige sig selv, men trafikken på landevejene er ikke meget bedre. Der køres efter nogle mystiske, hemmelige regler, og hastighederne er formidable. Jeg tror, at vi højst har set fire eller fem hastighedsskilte på 800 kilometer. Og de bliver bestemt ikke overholdt. Og motorvejen er et helt kapitel for sig selv. Man må U-turn!!!!

                                                       DeDa og Om i taxi på vej fra zoologisk have i Chiang Mai.

    Torsdag den 21. november vågnede vi trods alt op alligevel. Nu skulle vi altså have disse dage til at blive nogle gode oplevelser for børnene. Lige så håbløst, det havde set ud i aftes, ligeså opmuntrende så det ud, da vi mødte 2 storsmilende ansigter næste morgen. En god nats søvn gør underværker. Morgenmaden, som blev indtaget i en flot, rar restaurant, gik vi alle ombord i med stor appetit efter en del anvisninger til ungerne om, at de blot måtte tage, lige hvad de havde lyst til fra de bugnende fade.

    Dagens program skulle så fastlægges. Det tager tid – og er utroligt sjovt – at kommunikere ved hjælp af den lille røde ordbog og tegninger. Egnen omkring og i Chiang Mai er meget smukt med regnskove, masser af vandfald og bjerge, og så alle de gamle, smukke templer. Vat, hedder de.
    Vi lavede en liste og det stod os snart klart, at vi kunne vinke farvel til vores natur og til alle templerne. Programmet kom til at se således ud: Zoo, swimmingpool, indkøb, aftensmad.

    Det viste sig at være et super program. Chiang Mai’s zoologiske have er Thailands største med over 500 forskellige dyr. Den ligger i et frodigt landskab på en bjergside, og i modsætning til de fleste andre zoo i verden, må man her fodre nogle af dyrene. Her var meget smukt. Man hopper på og af en lille vogn, hvis man ikke vil gå fra sted til sted. Og det vil man ikke, for her er masser af plads og masser af bakker. De store kattedyr havde lige fået mad og var særdeles aktive. Det er en lidt skræmmende oplevelse at blive brølet i hovedet af en tiger blot på et par meters afstand.

    De Da og Om var ellevilde (vi var også). Den film, de havde fået i deres apparat blev meget hurtigt brugt, og vi måtte straks købe en ny til dem. Flodhestene stod med deres enorme gab åbne, og der skulle smides meget ned i disse dyb, før de gad at synke. Vi var så tæt på, at en hånd kunne forsvinde derned. Slangerne var enorme, og de rørte på sig, og de var ækle. O.s.v. o.s.v..
    Ind imellem hvilede vi os ved små borde og snakkede, grinede, spiste is og hyggede os.   De kan kun ganske få ord på engelsk, så den røde bog er uundværlig, og den gør det let, fordi Om er så hurtigt opfattende.

    Vi kunne have fortsat op ad bjerget Doi Suthep for at se Wat Prahat, som er bygget i det 15. århundrede, og hvortil mange pilgrimme rejser hvert år. Det må vi have til gode. Heldigvis har vi udsigt til dette tempel fra vores hotelværelse, så på den måde kan man godt sige, vi har set det. (De Da fik i øvrigt et helt chok, da han fandt ud af, hvad en kikkert kan bruges til).

    Så var der tid til at gå i swimmingpool. Og det er en imponerende en af slagsen. Den ligger på 7. etage og er kæmpestor, omkranset af smukke palmer og blomster. Og så: De Da havde ikke lyst til at gå i vandet! Vi 3 andre var uforstående, men han holdt fast. Så vi måtte bade uden ham. Der kom også et par piger på Oms alder, med fine badedragter og badehætte. Hun kiggede langt efter dem, da hun selv badede i en lille top og underbukser. Det gik pludselig op for os, at De Da ingen badeshorts havde.

                                                   Om og Inge nyder det  store swimmingpool på hotellets 7. etage.

                                                                          Der blev også tid til et spil Ludo.

    Og da vi nogle timer senere begyndte shoppingturen, var det første vi købte, flot badetøj til de to efter deres eget valg. De var henrykte, og Om skulle meget gerne også have en badehætte. Efter thaiforhold var det dyrt – for os rimeligt – og i sandhed alle pengene værd. Om valgte sig et to-delt sæt med en lille top og lille skørt i gult og lyslilla. Hun så bedårende ud og kunne klare hele verden.
    Sebastian havde givet os en kuvert med til hver af børnene indeholdende 1.000 Baht. Det er mange penge. Dem skulle de hver især forvalte, og de brugte megen tid på at orientere sig om priser og udbud.
    Her er det måske på sin plads at indskyde et par linier om dette kompleks, som vi opholder os i. Vi har aldrig oplevet noget lignende nogen sinde. Og det er ganske svært at beskrive det. For det første består det af to kolossale hotelafdelinger. Til hotellet et anseeligt antal restauranter, swimmingpool, fitnesscenter og spa, kongresfaciliteter med plads til over 3.000 samt udprægede turistforretninger i massevis. Hertil kommer så det øvrige kompleks,som er for alle. Hundredevis af forretninger- både billige og lidt dyrere, men mest meget billigt – massevis af restauranter, sportsanlæg (bowlingbane, skøjtebane, badminton, bordtennis etc.) biografer, teatre, karokee. Overvældende for os, hvordan føles det så ikke for disse landsbybørn, der aldrig har kørt i en elevator eller set et højhus?
    De slubrede simpelthen det hele i sig. Lærte hurtigere end os at orientere sig og styrtede snart målbevidste rundt mellem etagerne. (Jeg glemte at nævne, at der udendørs var pragtfulde haveanlæg, imponerende dragestatuer og små buddhatempler). Faktsik var det også lidt af en bedrift at finde frem til vores værelser.
    Lige her befinder vi os, og vi skrider hen ad marmorbelagte gulve med mønstre i alle farver, søjlegange med glasmosaik. Vældige vaser med friske blomster står rundhåndede omkring.
    Det er forbløffende, så meget man kan få for pengene her. De Da fik 2 NIKE jakker, et  par flotte bukser, sko, halskæde og masser af småting, mens Om både fik sko, kjole, taske og en masse smykker. Nåh skoene betalte vi vist nok. Men alt i alt en udmattende, udbytteri og begivenhedsrig eftermiddag, som strakte sig over mange timer.
    Aftensmad på en Thairestaurant på hotellet, hvor vi fik kød og grøntsager og glasnudler, som blev kogt i suppe på bordet, nøjagtig som sidste år i Udon Thani. Og nøjagtig som sidste år tilberedte Om og De Da maden til os. Det kan vel ikke siges at være et dyrt måltid, der koster 50 kroner for fire personer incl. øl, sodavand og dessert.
    Trætte, tilfredse og meget glade gik vi alle fire i seng ved 22-tiden.
    Det har været en dejlig dag.

    Fredag den 22. november indledte vi dagen med rådslagning. Det fremlagte forslag til program lød: Elefantlejr, swimmingpool, indkøb. 100% tilslutning.
    Vi tog en taxa til Mae Sa elefantlejren, som ligger 20 km øst for Chiang Mai. Her var meget smukt og frodigt. Smukke var også menneskene i deres farvestrålende dragter.
    Elefantlejren var velorganiseret. Man købte store klaser bananer og sukkerrør, som man så fodrede elefanterne med, betalte for at se elefantshowet, betalte for at ride på elefantryg, betalte (frivillig tvang) for at blive fotograferet sammen med elefanterne, og samtidig arbejder elefanterne for føden ude i skoven med de tunge træstammer. Big business, men de er nok også dyre i drift. 142 er her af disse majestætiske dyr. Det tager mellem 5 og 7 år at oplære dem, og de kan lære at forstå op til 50 forskellige ordre. En elefant adlyder som regel kun én fører, og de kan blive i tjenesten i over 50 år.
    Vi købte selvfølgelig bananer i læssevis for 40 Bath og fodrede med fryd elefanterne. De skulle åbenbart også spille fodbold, så mens vi ventede på at showet skulle begynde, øvede vores unger sig på at score mål med de enorme bolde.

    Vi havde siddet alene og ventet, men lige pludselig indfandt de store turistselskaber sig, og i løbet af kort tid, var alle – og der var i hundredevis – pladser optaget. Ja, vi blev imponerede. Der var mange elefanter, og så tæt på, deres førere var eminente og det hele foregik i en meget afslappet atmosfære. Dygtigt og energisk sparkede et par af elefanterne til måls, og sjov var straffesparkkonkurrencen med en yderst adræt målmand.  Mest imponerende var det dog at se, hvordan elefanterne arbejdede sammen i et hold på tre med at flytte og stable store teakstammer. Med få tilråb og dirigering med fødderne bag elefantens ører, lykkedes det førerne at få det hele til at se legende let ud.

    Og selvfølgelig skulle Om og De Da ud at ride på elefantryg bagefter. De grinede højt.

Så efter lidt kiggen rundt, tilbage til hotellet og swimmingpoolen. Denne gang var der ingen De Da, der sad og så mut ud. Han indtog poolen med storm, sprang på hovedet, slog kolbøtter i luften, dykkede og drillede Om, der glad vimsede omkring i sin nye dragt. De kunne underholde sig selv resten af den eftermiddag.

                                                                                 Fotografen, Om og DeDa.

    Frokosten har vi i disse dage indtaget i et cafeteria. Det foregår på den måde, at man køber nogle spisebilletter af en vis værdi, og så kan man veksle dem om til penge igen, hvis man ikke benytter dem alle sammen. Og så er der ellers frit valg af frisklavet mad, alt efter lyst. Ris – selvfølgelig – eller nudler med frisk tilberedte grøntsager, kød eller rejer, forårsruller, frisk presset frugt, mærkelige desserter. Og et måltid – stort – koster ikke mere end 25 Bath. Thaier spiser sundt. Forståeligt at de ikke er så fede.

    Men aftensmåltidet skulle alligevel indtages på den restaurant, vi halvt bevidstløse spiste på den første aften. Fordi Mogens der kunne få europæisk mad. Vi andre fik brillant, velsmagende thaimad, mens Mogens sad med sin seje, uspiselige bøf. Det gjorde ikke så meget, desserten var bananasplit – og mens vi spiste blev vi underholdt af et ottemands orkester! De spillede virkelig godt til stor fornøjelse for Om, som for omkring dem og fotograferede til deres store tilfredshed. Glemte jeg at nævne, at der blot var otte borde besat med gæster? I pausen blev orkestret udskiftet med et seksmands band. På det tidspunkt havde vi dem for os selv.
    Vi så også traditionel thaidans i hotelfoyeren, og Om var så optaget af at fotografere dem, at hun næsten kom helt ind i gruppen af disse smilende, dansende skønheder. Så drønede vi op og ned i glaselevatoren et par gange til stor fryd for de to.
    Det har været en dejlig dag.

Lørdag den 23. november skulle vi køre til landsbyen med de to dejlige unger og klog af skade havde vi købt søsygepiller til at dope dem med. Bjergkørsel er slem, når man sidder på bagsædet i en bil, det huske vi fra vores egne børn. Mange er de gange hvor Henriette, Karsten og Malene har hængt ud af bilvinduerne. Farmaceuten havde fortalt Om, hvordan pillerne skulle benyttes, og det var hun helt med på.
    Vi begyndte turen meget tidligt, kom godt igennem Chiang Mai, måske fordi Mogens havde trasket ruten igennem dagen før, og så ventede de mange kilometer os. Politikens Forlag kan bare vente sig.
    Det er sådan et smukt område. Hele tre nationalparker kører vi igennem. Der findes både tigre og elefanter her og en masse vandfald. I rejsebogen står der, at det vil være nødvendigt at leje en lokal guide for at køre til de rigtige steder. Den er vi med på. Det gør vi næste gang.

                                                   Advarselsskilt på vejen mellem Chiang Mai og Udon Thani.

Vi har set mange advarselsskilte rundt om i verden, men første gang mod elefanter!

 Vi passerede – som på udturen – flere politispærringer. Heller ikke nu blev vi vinket ind til siden, som de fleste thaier. Tværtimod skyndte de sig at lade os passere. Børnene sov tungt, Mogens koncentrerede sig om kørslen på de af og til meget dårlige veje – og med en meget utraditionel kørestil fra medtraffikanterne – jeg nød den smukke regnskov.
 Inden mørkets frembrud nåede vi Piyapong Phasarath, som er landsbyen, den ligger på landevej nr. 22, 70 km fra Udon Thani mod øst. Den lidt større landsby Sawang Daen Din ligger på den nordlige side af landevejen og er egentlig den landsby de normalt henviser til, når man spørger om, hvor de bor, men lidt syd for ligger en endnu mindre landsby, som er deres, Piyapong Phasarath.

                                                            Inge sidder til venstre for Sebastians svigermor.

    På en tankstation ved Udon Thani var Om og De Da vågnet op, og mundene stod ikke stille på dem. De var i højt humør og glædede sig til at komme hjem til familien og fortælle om deres oplevelser og indkøb.
    Overstrømmende velkomst, som sædvanlig. Huset virkede selvfølgelig meget større end sidste gang vi var her, hvor der var så mange mennesker. Og her er så rent og ryddeligt, så det var en lyst. Vi var trætte. Mogens især, men gaveceremonien skulle overstås. Mogens og jeg fik en amulet af Sebastians svigermor og gisp, et hjemmelavet vattæppe, som ville  være godt for os i det kolde Danmark. Det fylder en hel kuffert! Gode råd var dyre. For det var en velment og overdådig gave, blot havde hun selvfølgelig ikke tænkt på vores transportproblemer.
    Vi takkede og kvitterede med at give hende den lækre hvide plaid, som jeg fik i jubilæumsgave fra pigerne fra IOA. Ak ja. Suk, suk. Men den blev heldigvis modtaget med stor tilfredshed.
    Så blev der serveret aftensmad: Ris og kylling. De havde helt sikkert slagtet et af de små kræ, der med deres meget få fjer fistrer rundt om og i huset. Og for at glæde os havde de indkøbt pølser, som var blevet ristet. Vi gav – på opfordring – øl, som De Da kørte hen for at købe på den nye motorcykel. Snakken gik besværligt, men livligt. Den røde bog er guld værd. Vi tror, Mørkhøj forstod, hvad der var sket på ambassaden, vi viste ham i hvert fald hele korrespondancen.
    Og så faldt vi og familien Janmee om. Vi fik anvist Sebastian og Pakanans soveværelse med lyserødt myggenet om sengen og ”fan” (det var der ingen andre, der brugte), og snart var der stille i huset. Sebastian har gjort et godt job med at få dette til at være et af landsbyens flotteste huse.

                                                      Vi fik lov til at sove i Pakanans og Sebastians soveværelse.

 Det har været en dejlig dag.

    Søndag den 24. november. Hele familien var i sving, da vi vågnede ved syvtiden efter en god nats søvn. Forinden var vi blevet vækket nogle gange af landsbyens haner. Mørkhøjs kone kom lige forbi med familien, inden de skulle ud på marken for at høste ris. Hun skulle såmen lave morgenmad til os! Blødkogte æg, toast og syltetøj (som de garanteret havde købt til lejligheden). Heldigvis havde vi kaffe med fra Hawaii, og det blev et herligt måltid.  Så satte familien Mørkhøj (mand, kone og 1 årig søn) sig sammen med Om op på motorcyklen for at køre ud for at høste ris. Om ville så komme tilbage med motorcyklen (!), således at De Da kunne køre foran os i labyrinten op til hovedvejen til Udon Thani. Svigermor rørte ikke en finger, det forventedes heller ikke af hende, men hun var langt mere imødekommende og åben end sidste år.

                                                    Om vender hjem fra rismarken på motorcykel, hun er 11 år.

    Det var vemodigt at sige farvel til de to oppe ved vejen. Vi har lært dem godt at kende og synes de er dejlige. Lige så vaks Om er, lige så tung er De Da, selvom han her på det sidste gang på gang har vist stor interesse i vores "snak", og hele tiden udviser han stor omsorg for Om og virkelig passer på hende. Når noget uforståeligt for De Da – som for eksempel da vi spurgte thaipolitiet om vej – blev han helt tom i ansigtet og nægtede at sætte sig ind i situationen, hvor det var det modsatte med Om. I løbet af kort tid førte hun os alle med sikker hånd rundt i indkøbs/hotelpaladset.

    Om må til Danmark og til sin mor. Der er andre børnebørn i landsbyen, som kan tage sig af svigermor/bedstemor. F. eks. Mørkhøjs datter, som er på samme alder som Om. Hun passede med stor dygtighed sin lillebror. Blandt andet madede hun ham. Følgende bør ikke læses, hvis man er lidt sart. Lillebroderen skulle have ris og kylling. Hun tog maden i munden, tyggede det, og proppede det så med hånden, ind i den lilles vidt åbne mund!

    I Udon Thani fik vi lige tid til lidt frokost på cafeen ved siden af lufthavnen. Maden var god. Ved et par borde ved siden af sad nogle piger og aflusede deres kærester systematisk.
    Der blev lidt ventetid i lufthavnen, som blev tilbragt i plastikstole på række og geled i ”loungen”. Det var kun munke, der fik rigtige, bløde og store sofaer. På bordet foran sofaerne stod der et tydeligt skilt, om at disse var forbeholdt munke.
    Efter 50 minutters flyvetur til Bangkok, blev vi afhentet af Jinnings Beach Guest House’s chauffør og kørt de 250 kilometer til Hua Hin. Alt på denne tur har bare klappet. Bilerne har været på plads, hotellerne har været i orden. Jeg må skrive en god anbefaling til Andersen Booking. Simpelthen uovertruffen. 3 ½ times biltur. På vej ud af Bangkok skete der pludseligt noget. På motorvejen – tre baner og med tre baner ”frontage road” – var der politi alle vegne. De opfordrede bilisterne til at forlade motorvejen eller køre hurtigere. Politiet opfordrede bilisterne til at køre hurtigere end hastighedsgrænserne! Årsag? Vores chauffør, som drønede der ud af, forklarede os, at vigtige – sandsynligvis kongelige personer - var på vej til Hua Hin. Motorvejen skulle ryddes for færdsel, så de kunne komme uhindret igennem. Vi var heldige, at vi havde fået lov til at spurte af sted i stedet for at blive holdt tilbage i de køer, som vi så danne sig på frontage road. Men det varede ikke ved. Vi blev til sidst vist bort fra motorvejen, og få minutter efter så vi disse cremefarvede luksusbiler med tilbørlig eskorte, drøne forbi. Den kongelige familie bor, ifølge vores chauffør, nu fast i det tidligere sommerresidens i Hua Hin.

    Hvilken velkomst, vi fik i Jinnings Beach Guest House. Henning Bjerregaard kom os i møde, som havde han kendt os altid. Det har han jo sådan set også, selvom vi aldrig har set ham før. Vi har haft børn i samme kuld i Solrød. Krudthuset, skolen og badminton. Da han så vores bestilling fra Blokhusvej, kontaktede han os, så vi er sådan set kommet lidt hjem for at holde 8 dages ferie oven på alle strabadserne.

    Hennings første kone, Monica, kendte jeg meget godt i Solrød, fordi hun og jeg var nær de eneste hjemmegående mødre på det tidspunkt. Jeg havde fået Morten – og hermed 3 års ”ferie” – de havde tre drenge plus fire børn i døgnpleje og boede i et mægtigt hus. Men Monica og jeg var altså dem, der altid var med børnene alle vegne. Vores mænd havde travlt med at tjene penge til menagerne. Monica døde pludselig for syv år siden. Henning er nu gift med Jin, og de har dette søde guest house i bunden af en smal gade, der fører ned til stranden. Her er kun små guest houses og cafeer og internetcafeer, tour - og golfarrangører. En hyggelig, lille gade. Ved siden af ligger Hyatt. Der kan man bo én nat for det samme, som vi betaler for en hel uge. Vi vil ikke engang bytte.
    Vi var sultne, bestilte alt for meget mad og gik veltilfredse i seng på et dejligt stort værelse.
 Det havde været en dejlig dag.

                                                                   Jennings Beach Guest House i Hua Hin.

    Her på Jinnings Beach Guest House trisser vi alle rundt på bare fødder. Det er vidunderligt. Herlige marmorgulve og trapper af mørkt, blanklakeret træ. Og så i lange skørter (altså kun mig), der dasker behageligt rundt om benene. Udenfor huset er der skostativer, hvor skoene anbringes. Stativerne med sko tages ind om aftenen. Også gæster, der blot kommer for at spise, må sætte skoene udenfor. Helt efter Thailands skik og brug.

                                                                              Skostativ uden for vores hotel.

Og hvad laver vi så? Ja, vandet er jo noget af det klareste, friskeste og varmeste, så det er et godt bud. Dog koster det 20 Bath, 4 kroner, at leje en liggestol, men det inkluderer noget at drikke, så de 4 kroner er givet godt ud. For 100 Bath kan man få 1 times massage, og dem, der får det, ser salige ud, når de rejser sig fra måtten. Vi har svært ved at lægge os sådan til skue.

                                                                               "Vores" gade til hotellet.

    Så spiller vi tennis. Enten på Marriotts luksusbane lige ved siden af med palmer, lys og udklædte vagter til at passe på os for 300 Bath eller til den anden lidt mere ydmyge side, hvor det koster 30 Bath. Resultatet er det samme. Vi er våde af sved og morer os godt.

                                                                          Udsigt fra hotellets tagterrasse.

    Så snakker vi med folk, især med Henning, som er en utrolig god vært, tager en øl på tagterrassen med udsigt over havet, eller traver – det er ikke lyv, Mogens er med – kilometervis langs stranden med den kølige brise. Eller går på natmarkedet og køber T-shirts. Det er rart.
    Jeg har oplevet noget, som Mogens ikke har. (I stedet for sad han her i huset og forsøgte at løse verdenssituationen med Henning over et par bajere). Munke! Jin og Henning har købt et stykke jord vest for byen op mod bjergene. De skal opføre 10 huse med lidt jord til hver samt swimmingpool og – vigtigere for Jin – boliger til ”hendes” munke, som kommer fra Udon Thani, når de er på rejse.

    Jeg blev inviteret med derop sammen med Jin, et par thaikvinder og en tysk turist, som var gift med den ene. For at et sted skal blive succesfuldt, skal det velsignes af munke. Det tager lidt tid. Jins to unge munke er ankommet fra Udon Thani for et par dage siden. De bor nu på grunden. Her skal de være indtil den 10. december. Så rejser de tilbage til Udon Thani, men den ene vil vende tilbage og bo her under en del af byggeriet. Gode ånder skal tiltrækkes. Jin har ladet opfører et interimistisk toilet og bad til dem samt sørget for sove – og skyggefulde siddepladser.. Endelig giver hun dem mad hver morgen (de spiser kun én gang om dagen), og de er velforsynede med drikkevarer. Og så sidder de blot der i deres orange kitler og ser smilende og fredelige og venlige ud.

    Nu har jeg læst i ”Turen går til Thailand”, at kvinder bør undgå at sætte sig ved siden af en munk. Jeg troede også, at man skulle undgå at have øjenkontakt med dem. Passer ikke. Nok sad vi i ærbødig afstand fra dem. Men vi blev anbragt på en måtte, blev beværtet med iste og iskaffe og Cola, (som Jin selvfølgelig havde forsynet dem med), og så sad vi stille og roligt – og for to af os vedkommende også forkrampet med benene bøjet op under os – og konverserede i en times tid.
    Munkene spurgte interesseret til mit navn, mine børns navne, og osv. Morten lød som Martin, (og det er i øvrigt det samme navn) og de fortalte med venlige smil, at de havde haft en Martin i klosteret i Udon Thani, som blev oplært til buddhistmunk. Han var i klosteret i syv år! Pludselig rejste den ene munk sig, kom hen og bad mig holde hænderne frem (en kvinde må ikke røre en munk), hvori han lod falde en af ham velsignet amulet. Jeg fik også et billede af deres berømte munk fra Udon Thani i en halskæde samt et flettet armbånd. Jin sagde, at jeg var meget heldig.

    Derefter på markedet med frugt og grøntsager, fisk og kød. Jin købte læssevis af frugt og grønt til vores guest house’s køkken.
    Så har vi været oppe på Khao Takiab klippen lige syd for byen, hvor Wat Khao Lad ligger. Det kaldes også abetemplet. Ikke uden grund. På, i og omkring templet lever der masser af aber, som kravler hjemmevandt rundt på buddhastatuerne og tigger mad af turisterne. Vi var der oppe med Andersen Booking – med hotellets tuk tuk længe før turistbusserne meldte deres ankomst. Der var således kun et ungt par foruden os, og da vi så, hvordan pigen blev overfaldet af aberne, da hun købte nødder til dem, skulle vi ikke nyde noget.

                                                                             Aber alle vegne også på Buddha.

    Der var en enestående udsigt over kysten mod nord mod Hua Hin. Templet var farvestrålende med dramatiske eventyr i lofter og på vægge.
         Så besøger vi natmarkederne.
         Så spadserer vi langs stranden den ene vej.
         Så spadserer vi langs stranden den anden vej.
         Så bader vi.
         Så tørrer vi os.
         Så drikker vi.
    Vi spiser ikke meget, her er så varmt, men Mogens er mere og mere gået over til Thaimad og påstår endda, at han nyder det. Jeg er endvidere gået over til at spise nudler med spinat om morgenen.  Men hjemmet vinker, om et par dage, rundstykkerne, og det er ikke at foragte.

                                                       Der indkøbes gaver til Emmas julekalender i 32°C varme.

    Det er dejligt at være her i år 2545, hvor især fuglene nyder godt af alle lækkerierne, der lægges ud på vores åndetempel, som står lige ved siden af gæstehuset, og som hele tiden fyldes med forskellige slags madvarer og drikke, alt efter hvem fra hotellet, der er der ude med godter.
    Der har, ifølge TV og Bangkok Post, været et terrorangreb på et hotel i Kenya, samtidig med et raketangreb på et passagerfly fra Kenya. Disse mennesker, der får frygten frem i mennesker verden over, kan bestemt ikke være buddhister. Jeg har købt en T- shirt, hvor der står: No fear. Fear is in the eyes af the beholder – don’t let it happen to you. Men hvordan undgår man det? Ja, når man som os rejser jorden rundt ses jo tydeligt, hvorledes goderne er fordelt uhensigstmæssigt, for at sige det mildt. På Hawaii, som er USA’s 50. stat, flyder alt i mælk og honning og USA’s BNP er 265.000 kr. og i Thailand, som bestemt ikke hører til de aller fattigste lande, er BNP 45.000 kr. (der findes lande med omkring 4.500 kr. i BNP) Hvis man nu forestillede sig at USA gav det samme som Danmark til tredielandene, kunne man på længere sigt, se tredielandene få så meget gang i deres udvikling, at man kunne tænke sig, at vreden over de ulige forhold ville blive så meget mindre, at disse terrorhandlinger ikke ville forekomme mere. Alt kan ikke fjernes, men man kunne forsøge med sådanne midler i stedet for ensidigt at benytte hævn og vold som løsninger.

Flyveturen hjem var helt perfekt. Vi indledte turen med SAS og vi afslutter turen med SAS og denne gang i et helt nyt Airbus fly, det var helt fint og service ombord var upåklagelig, og hvem stod der i lufthavnen klokken 6.15 om morgenen for at tage imod os? Morten, Sebastian, Pakanan og lille Mouritz. Ikke et øje var tørt.
 

Det har været en pragtfuld, pragtfuld, uforglemmelig rejse jorden rundt på 36 dage.

Tak til Andersen Booking!

*****

       Tilbage til hovedmenuen